Automatisk råvaretilførsel til biogasanlæg

Ausumgaard Biogas har i samarbejde med Linka Energy A/S fået installeret og idriftsat en såkaldt ”Walking Floor”-løsning til råvaretilførsel til biogasanlægget.

Bioenergi MAGASINET var inviteret til at besøge Ausumgaard for, at høre om løsningen har indfriet forventningerne. Målet fra indehaver Kristian Lundsgaard var at opnå tidsbesparelse og kontinuerlig drift uden driftstop, således man opnår en stabil og sikker indføring af de forskelligartede råvarer som anvendes til biogasproduktionen.

Tidligere erfaringer har vist, at styrken og holdbarheden i et sådant anlæg kan være et svagt punkt, da råvarerne er tunge og vanskelige at håndtere. Derfor blev der stillet krav om et meget robust anlæg, som kan modstå trykket fra råvarerne og sikre kontinuerlig drift uden driftstop. Ethvert stop i indfødningen – og dermed biogasproduktionen – betyder tab af effektivitet og energiproduktion i et biogasanlæg som helst skal køre 24/7, 365 dage om året.

Historisk herregård

Den flotte gamle Herregård, Ausumgaard, er beliggende på et højdedrag ved hovedvejen lige midt imellem Struer og Holstebro.

Husstanden består af Kristian og Maria, og 3 børn, Sigrid, Solvej og Rasmus.
De bor selv i hovedbygningen, og herfra drives et moderne landbrug med stort fokus på bæredygtighed og vedvarende energi, samtidig med at man arbejder med at udvikle nye koncepter og nicheprodukter. Kristian er uddannet landmand og Maria er psykolog og har egen psykologpraksis i Huset Lindskov lige øst for Ausumgaard. Sigrid, Solvej og Rasmus går alle tre i skole på den nærliggende Hjerm Skole.

Siden Maria og Kristian overtog gården tilbage i 2008, er der sket en rivende udvikling mod mere og mere grøn og bæredygtig produktion: Markdriften er på 700 hektar og blev i 2018 omlagt til økologi.

Senest er kyllingeproduktionen udlejet (tidligere producerede man op imod 500.000 slagtekyllinger).

Som en forholdsvis ny driftsgren er man i samarbejde med Teknologisk Institut under projektet InValuable i gang med en produktion af melorme. Om produktionen bliver permanent på Ausumgaard, er endnu uafklaret, men indehaverne deltager i projektet, fordi det stemmer overens med deres øvrige bæredygtige initiativer.

Som en lille del af den øvrige markdrift har man en mindre nicheproduktion af brødkorn, som stedet selv får forarbejdet til mel og selv afsætter.

I dag udlejes svinestaldene ud til en avls – og opformeringsbesætning.
Det betyder, at man nu selv kun producerer cirka 200 grise om året under navnet ”Ausumgaardgrisen”.

Grøn energi

Den gamle herregård har gennemgået en markant omstilling: Efter mange år med animalsk produktion er fokus nu rettet mod planteavl og produktion af grøn energi – især biogas og vindmøllestrøm.

Biogasanlægget er placeret umiddelbart syd- og sydøst for Ausumgaards eksisterende produktionsbygninger, hvor der er opført to reaktortanke øst for de to eksisterende gylletanke.
Disse har en kapacitet på 2 x 5200 m³, som er placeret ca. 3 m i jorden og har overkant 4 m over jordoverfladen. Begge reaktortanke er udstyret med et gaslager – en gaskuppel. Den totale højde er ca. 12-14 m.

Syd for de to reaktortanke er teknikbygningen placeret, der indeholder styringstavler og pumper samt biogasanlæggets indfødningssystem, som kan sammenlignes med en nedsænket lastbiltrailer / ”Walking floor” (ældre landmænd kan nok bedre sammenligne med en aflæsservogn).

Mellem hovedvejen og teknikbygningen er der lavet en stor plads, hvis formål er at opmagasinere biomasser til anlægget.

Indkørslen til anlægget foregår fra Ausumvej forbi Ausumgaards nuværende brovægt og om til biogasanlægget.

Siden 2017 har Ausumgaard produceret biogas, som opgraderes til bionaturgas og sendes ud via naturgasnettet. Selvom biogas har mange anvendelsesmuligheder, er det netop denne løsning, der benyttes her på gården.

Lars Visgaard Jørgensen, forretningsudvikler hos Linka Energy A/S og Kristian Lundsgaard, indehaver af Ausumgaard Biogas. 

”Vi producerer årligt det, der svarer til ca. 4.700 husstandes varmeforbrug og fodrer biogasanlægget på gården med biomasse og restprodukter fra landbrugs, fødevare- og energiproduktion. På den måde skaber vi bæredygtig energi af materiale, der ellers ville være sværere at anvende eller evt. ville gå til spilde”

forklarer Kristian Lundsgaard.

Biogasproduktionen på Ausumgaard skaber ikke kun grøn energi – den leverer også en værdifuld ressource tilbage til landbruget. Når gassen er udvundet, returneres den afgassede biomasse til markerne som gødning. Den flydende rest, som opstår i processen, er langt lettere at fordele præcist i afgrøderne end traditionel dybstrøelsesmøg, der normalt spredes ovenpå marken eller før nedpløjning.

Samtidig indeholder den afgassede biomasse næringsstoffer i en form, planterne nemmere kan optage. Det betyder både bedre udnyttelse af næringsstofferne, mindre lugtgener og en højere gødningsværdi – til gavn for både landmandens økonomi og miljøet.

Med den effektive næringsstofudnyttelse kan mange landmænd desuden reducere deres forbrug af handelsgødning. Det styrker den økonomiske bæredygtighed og understøtter de cirkulære principper i moderne fødevareproduktion.

Især husdyrproducenter med dybstrøelse fra kalve-, mælke- eller fjerkræproduktion kan drage fordel af løsningen. De kan levere deres husdyrgødning til biogasanlægget og få afgasset biomasse retur – som en del af et lokalt, grønt kredsløb.

Mange synergier til landbruget med biogas

Biogasanlægget giver også landmænd, som driver planteavl, en mulighed for at dyrke biomasse og sælge det til biogasanlægget. Denne biomasse kan både være energiafgrøder i form af majs, roer eller lignende (majs og roer er dog under udfasning), men det kan i lige så høj grad være interessant at levere halm, græs eller ensileret frøgræshalm eller andre ”biprodukter” fra planteavl, som repræsenterer en større værdi ved at indgå i produktionen af biogas.

Særligt, hvis landmanden får den afgassede biomasse retur og fordeler den på marken.

”Vi forsøger hele tiden at være up to date med nye muligheder og nye råvarer, hvorfor vi kigger meget på græs efter udfasning af majs”

siger Kristian adspurgt.

Automatisk fodring af reaktorerne

Den nyeste investering på Ausumgaard er et såkaldt Walking Floor-anlæg fra Linka – en særdeles robust og driftssikker løsning, designet til at håndtere selv de tungeste råvarer.

Anlægget er monteret i køresiloerne og kan læsses op til fire meter i højden. Det har kapacitet til at levere op til ét ton materiale i minuttet. På baggrund af en vurdering af råvarernes egenskaber er materialekvaliteten og styrken dimensioneret til en densitet på 600 kg/m³.

Der er tale om en heavy duty-model, der sikrer stabil og kontinuerlig levering til reaktorerne – også under højt tryk og med tunge biomasser.

– ”Udover den ekstra styrke, er der monteret et Hardox-plade gulv under alle skrabere for at gøre det ekstrem holdbart forhold til anvendelsen”, siger Lars Visgaard Jørgensen, Projektsalg og Forretningsudvikler hos Linka Energy, og fortsætter, ”Vi har haft en meget god projektfase med Ausumgaard, hvor begge parter har bidraget med input, så vi har fået en optimal løsning.

Denne løsning er til dem der ikke ønsker alle alarmerne fra de store kranløsninger, og har en gummiged til at kører på pladsen alligevel, som kan fodre ind i plansiloerne, hvor ”Walking Floor”-løsningen er monteret.

Anlægget har en kapacitet på 1,5 døgns drift.

Tekst og foto: Kris Vetter.

”Vi føler der blevet lyttet meget til vores krav til anlægget og hvor bidragene er taget med hjem til tegnebordet, så vi har fået en stærk og driftssikker løsning. Ingen tvivl om, at anlægget fungerer, hvorfor vi har høje forventninger til vores ROI på anlægget”

siger Kristian Lundgaard – en tilfreds landmand og biogasejer.